Studievejledningen har samlet flere af de gode råd, som
Studiemetro på Århus Universitet giver dig til dit arbejde som
studerende. Få flere tips hos Studiemetro.
Mundtlig formidling
I løbet af dit studie vil du flere gange komme ud for at
skulle holde et oplæg, eksempelvis til eksamen, studenteroplæg i
undervisningen eller ved gruppearbejde.
Den gode mundtlige formidling afhænger meget af din
forberedelse, som kan deles op i seks trin. Du kan klikke dig vej
til flere gode råd ved at følge overskrifterne.
Find en
problemstilling
Det er en god ide at finde den vinkel, du vil lægge på din
formidling af stoffet, da det kan hjælpe dig til at styre, hvad du
skal have med og hvad du skal skære væk. Selvom det kan være svært
kun at vælge én problemstilling er det nødvendigt, for at dit stof
kan blive mere konkret og fokuseret. Når man skal finde en
problemstilling, kan det være en god hjælp at stille spørgsmål til
stoffet, eksempelvis knyttet til teori og metode.
Strukturer din
fremlæggelse
Du kan finde dispositionen på dit oplæg på forskellige måder,
eksempelvis ved at skrive indholdselementer ned på posters, så du
kan flytte rundt på dem, afhængig af hvilken rækkefølge du mener
virker bedst.
Formuler stoffet, så det
passer din sproglige stil
Når man holder oplæg, er det vigtigt at man kan formulere sig frit
på et talesprog, og ikke være bundet af typisk "opgavesprog".
Derfor er det en god ide først at sige sine formuleringer højt, og
bagefter skrive dem ned. Tænk desuden over, at formuleringen gerne
må være naturlig for dig, og passer til din sproglige stil.
Husk
stoffet
Der er mange gode råd til hvordan du kan huske dit stof,
eksempelvis er det en god ide at have et manuskript at støtte sig
op af. Det er dog vigtigt, at du ikke ender med at læse højt fra
manuskriptet, så øv dig i nogle af de teknikker du kan bruge, for
at huske dit oplæg bedre.
Hold
oplægget
Når du skal holde oplægget, kan du gøre brug af flere teknikker for
at engagere til tilhørere og gøre det forståeligt. Sørg for, at der
er en rød tråd, ved at du får fortalt dit emne og fremgangsmåde.
Hold øjenkontakt med dine tilhørere, og brug gerne visuelle
virkemidler som power point, tavle eller andet. Ved at bruge
retoriske spørgsmål kan du i højere grad få dine tilhørere
engageret, og hjælpe dem på vej i din fremstilling ved at
italesætte overgangene.
Få
feedback
Du kan hurtigere blive bedre til mundtlig formidling, hvis du får
feedback på dine præstationer. Du kan eksempelvis bede om at få
udpeget de ting, der fungerede godt ved din fremlæggelse, og de
ting, der kan gøres bedre til en anden gang. Husk at være åben, når
du modtager din feedback.
Selvom man forbereder sig grundigt, kan det for mange stadig
være
svært at håndtere
nervøsiteten , når man skal holde et mundtligt oplæg.
Ved at prøve oplægget af inden på din læsegruppe eller en ven, kan
du blive mere sikker på dig selv. Eller gå en tur eller motioner,
det kan afhjælpe de kropslige reaktioner på nervøsiteten. Og husk
på, at tilhørerne ikke er der for at finde fejl i din fremstilling,
og at mange godt kan sætte sig ind i din situation.