SPS

Hvad er SPS?
SPS-ordningen har til formål at yde kompenserende støtte til studerende med handicaps, så de kan gennemføre deres uddannelse.

Ordningen administreres af Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte, men du kan få vejledningen og søge støtten via Charlotte Knagh Vestergaard. Du kan læse mere om ordningen på Styrelsen for Statens Uddannelsesstøttes SPS-side.

Hvem kan få SPS?
Målgruppen for SPS er defineret bredt og inkluderer bl.a. bevægelseshandicap, høre- og synsvanskeligheder, læse-/skrivevanskeligheder, psykisk handicap mv. Støtten kan f.eks. have form af praktisk medhjælp, tegnsprogstolk, kurser, hjælpemidler generelt, sekretærbistand mv.

Hvis du tænker på at søge optagelse på IVA, anbefaler vi, at du allerede i din ansøgning gør opmærksom på, at du kan få behov for specialpædagogisk støtte. Så kan vi så vidt muligt have støtten klar til din studiestart. 

Forudsætninger for at få bevilget støtte:
Der er nogle enkelte forudsætninger der skal være opfyldt, for at du kan få bevilget SPS-ydelser.

Disse forudsætninger er:  

  • Du skal være optaget på en SU-berettiget uddannelse
  • Du skal være studieaktiv
  • Din funktionsnedsættelse skal være en varig lidelse
  • Du har formel dokumentation (f.eks. fra en speciallæge eller en psykiater) for din funktionsnedsættelse  
  • Førstegangsansøgere


Hvad gør jeg?

Efter du har kontaktet studievejledningen eller gjort opmærksom på din funktionsnedsættelse via Den koordinerede tilmelding, vil følgende ske: 

  1. Vi aftaler tid med dig til en samtale om mulighederne via SPS. 
    Det er vigtigt, at du til samtalen medbringer dokumentation for din funktionsnedsættelse, for at vi kan gå videre med en ansøgning om SPS.
    Se hvad dokumentationen skal indeholde.
  2. Hvis vi vurderer, at du sandsynligvis vil få bevilliget støtte, laver vi sammen med dig en vurdering af hvilken støtte, der kan være relevant for dig.
  3. På den baggrund laver vi en ansøgning om en eller flere SPS-ydelser.


Når din ansøgning er blevet behandlet i SU-styrelsen vil følgende ske:

  1. Hvis støtten er blevet bevilget kontakter vi dig via brev eller mail med nærmere oplysninger om hvordan støtten sættes i værk.
  2. I brevet du modtager fra os, vil du kunne læse, om der er noget du skal gøre, og/eller hvor du skal henvende dig. Hvis der er tale om hjælpemidler kontakter vi dig, så snart hjælpemidlerne er klar til udlevering.


Har du læse/stave-vanskeligheder?
Det er ikke en forudsætning, at du på forhånd har dokumentation for dine vanskeligheder. Hvis vi efter samtalen vurderer, at der kan være tale om ordblindhed, så har vi mulighed for at søge om en udredning gennem SPS for at få det afklaret.


Kontakt Charlotte Knagh Vestergaard, hvis du har spørgsmål, vil søge SPS eller er i tvivl om, om du er berettiget til det.