17-02-2011I disse dage afholdes den årlige iConference, hvor iSchools fra hele verden er repræsenteret. Læs i den anledning interview med rektor Per Hasle.
Hvad er iSchools?
iSchools er en sammenslutning, der startede i 2005. Så det
er en relativt ny ting. Det startede i USA og Canada og består af
Library and Information Science (LIS) institutioner. Jeg siger
institutioner, fordi deres universitetssystem er lidt anderledes
struktureret end vores, bl.a på grund af optagelseskrav. Der er
tale om større universitetsinstitutioner, som man typisk kalder
schools i USA, og som er af størrelsen mellem institut og fakultet.
Det vigtige i den forbindelse er, at deres ledere kan træffe
selvstændige beslutninger, som en institutleder ikke kan træffe
uden at spørge sin dekan. Med hensyn til iSchools betyder det, at
man for at kunne blive medlem som institution skal kunne stille med
en institutionschef, en såkaldt iDean, som kan træffe selvstændige
forpligtende beslutninger uden forbehold.
Men det er altså en sammenslutning af de bedste Library and
Information Science institutioner. For at blive en iSchool skal man
opfylde en række krav til forskningshøjde, til autonomi - dvs.
beslutningsdygtige ledere - og man skal kunne tilbyde en
ph.d.-uddannelse i en eller anden form. iSchools er rent ud sagt en
eliteorganisation. Det er de bedste, mest anerkendte og mest
forskningsaktive institutioner, som bliver optaget i
iSchools.
Omkring 2008 besluttede man at forsøge sig med et mere
internationalt aspekt og optog i første omgang to asiatiske og to
europæiske institutioner. De asiatiske er Singapore og Wuhan
universiteterne. Wuhan har vi nu en specialaftale med, og de
europæiske er Berlins "Institut für Bibliotheks- und
Informationswissenschaft" ved Humboldt universitetet og IVA. Rent
fagligt kan man sige, at trenden i iSchools er den samme trend, som
vi har tilsluttet os med vores navneskift. Vi har ikke ændret
studieordning, men der er nogle nye dynamikker i vores studium. Vi
fastholder en vigtig rod i biblioteksvæsen, men hæver os op på et
mere generelt niveau, så de sidste rester af professionsuddannelse
til og for biblioteker forsvinder. Det kan man bl.a. se i og med,
at de tidligere LIS-institutioner nu typisk hedder Information
Schools, ligesom vi nu hedder Det Informationsvidenskabelige
Akademi. Det er en udvikling, der markerer, at dette nu er en
videnskabelig disciplin, som stadig har meget med biblioteker at
gøre - men vi er ikke er en biblioteksskole mere. iSchools undergår
den samme udvikling.
Hvilke fordele opnår IVA ved sit medlemsskab?
Siden Berlin og København kom med, er der optaget tre
skoler mere i Europa. Det er Sheffield, Dublin og London. Vi
arbejder i det hele taget stærkt på at udvide euro-iSchool
dimensionen, hvilket er meget vigtigt for os af to grunde. For det
første kan vi i euroregi søge EU-finansiering. Hvis vi er nok
iSchools i Europa, så kan vi gå sammen om samlede ansøgninger
indenfor EU-netværk og store EU-projekter. For det andet gælder
det, at vi i Europa typisk har kulturdimensionen med, mens den er
relativt spinkel i Nordamerika. Så der missionerer vi lidt og
forsøger at påpege vigtigheden af, at der er en kulturdimension i
iSchools. For samtidig med at vi har brug for den store
internationalisering og globalisering, som ligger i iSchools, har
vi ligeledes brug for samspilspartnere, der også sætter
kulturdimensionen som en meget vigtig komponent.
Kan du give nogle konkrete eksempler på samarbejde?
Vi har en langsigtet strategi, og i fremtiden tror jeg, at
vores iSchool-profil bliver en virkelig væsentlig ting. Men lige nu
har vi for det første søgt og for så vidt også fået bevilliget en
gæsteprofessor fra Wuhan. Der mangler dog stadig den sidste
godkendelse, men vi håber, at en professor vil ankomme i løbet af
et år. Og det er kun første skridt. Senere regner vi med, at andre
følger efter fra andre iSchools.
Derudover har vi en meget tæt relation til Berlin, der sammen
med os er de drivende i at skabe en euro-iSchool dimension. Vi er
en lille flok, som skal derned i april og holde forelæsninger og i
øvrigt indgå i samtaler og forhandlinger om, hvordan vi styrker og
kommer videre med euro-iSchool dimensionen - altså hvordan vi får
flere af de bedste LIS-institutioner i Europa ind i
iSchool-netværket. Og så regner vi med at lave en første
EU-ansøgning, eller i hvert fald påbegynde arbejdet dermed i
efteråret, ledet af os og Berlin men med inddragelse af andre
institutioner. Da vi ikke er nok til at lave et EU-netværk, fordi
vi kun er fire nationer repræsenteret indtil nu - England, Irland,
Tyskland og os - så vil vi inddrage nogle af dem, som vi håber
bliver iSchool-medlemmer lidt længere nede ad vejen.
Vi regner desuden med allerede fra efteråret at lave nogle fælles
ph.d.-seminarer via telekonference, hvor vores ph.d.-studerende og
Berlins ph.d.-studerende fremlægger for hinanden. Det ser vi som en
forløber til at gøre noget tilsvarende på alle niveauer af
uddannelserne. Oplagt kigger vi selvfølgelig også på forsker- og
studenterudveksling med Berlin. Det gør vi ligeledes indenfor
iSchools globalt, hvor vi arbejder med at kunne stille en række
aftaler til rådighed, som skal gøre det let for studerende fra én
iSchool at finde en anden iSchool, som passer til deres profil og
ønsker, og hvor helst alle spørgsmål omkring meritoverførsel er
afklaret på forhånd. Også på forskerniveau håber vi på at få et
rigtig godt tilbud til vores forskere om en række spændende og
attraktive institutioner, hvor de får mulighed for at være
gæsteprofessorer, ligesom vi håber at få nogle flere
gæsteprofessorer gående her fra vores iSchool-partnere i udlandet.
Jeg tror, de visioner er realistiske, men det kommer også til at
tage noget tid.
Endelig holdes der en gang om året en international
konference om det informationsvidenskabelige felt, som iSchools
arrangerer, men som også tiltrækker andre forskere. Sidste år var
det i Illinois, og der deltog Pia Borlund og jeg. I år er det i
Seattle, hvor jeg desværre bliver nødt til at blive hjemme på grund
af det meget intensive arbejde med ny rammeaftale. Men Jack
Andersen deltager, Jesper Schneider er inviteret som oplægsholder,
og Jette Hyldegård deltager som del af programkomitéen, så vi er
flot repræsenteret. Det er et vigtigt forum for
forskningsudveksling og publicering.
Hvad er fremtidsudsigterne?
Vi arbejder med en fælles international vision og et
fælles internationalt brand. Hver skole vil selvfølgelig have sin
egen personlighed og identitet, men der vil være et fælles brand,
som man deltager i internationalt, og det regner jeg med vil have
nogle meget store fordele med hensyn til vores internationale
synlighed. Det vil styrke vores evne til at tiltrække udenlandske
studerende og til at tilbyde vore egne studerende spændende
muligheder.
Generelt kan man sige, at internationalisering er et af
nøgleordene. Vi har måske hørt det nøgleord længe, mens den lokale
hverdag alligevel fortsætter lidt, som den plejer, men ordet
internationalisering er ikke en floskel. Det går umiddelbart
langsomt, men det kommer til at brage igennem, og det er kun dem,
der kan stille op indenfor det, der vil bevare deres niveau som
første klasses institution. Hvis ikke man har en levende
internationalisering, vil man synke ned til bare at være en ren
bacheloruddannelse, mens andre kommer til at tage sig af kandidat-
og ph.d.-niveau. Så det er en meget vigtig komponent i vores
langsigtede strategi.
Af Helle Saabye