22-12-2010Det er utrolig positivt, at regeringen har sikret en permanent finanslovsløsning på biblioteksafgiftsområdet, siger Lisbeth Worsøe-Schmidt, men der er flere udfordringer.
Biblioteksafgiften er indiskutabelt den største og bredeste støtte
til dansk litteratur og sprog. Den er rettet direkte mod forfattere
og andre ophavsmænd, og eftersom den uddeles automatisk efter
folkebibliotekernes bogbestand, opererer den efter andre - og
bredere - kvalitetskriterier end dem, der gælder for Statens
Kunstfond og Statens kulturråd. Disse to organer sigter især mod at
udvikle og forny den litterære kultur, mens biblioteksafgiften i
høj grad må siges at bidrage til at fastholde den
eksisterende.
Forhåbentlig får kulturminister Per Stig Møller dog også øje på de
øvrige udfordringer, dansk litteratur er udsat for i disse år. Med
liberaliseringen af bogmarkedet - forstærket af finanskrisen - og
med den stigende konkurrence fra andre medier og det globale
(angloficerede) bogmarked er det ikke længere nok, at staten
bidrager til at holde liv i forfatterne gennem direkte
forfatterstøtte. Skal vi sikre en bred, levedygtig litterær kultur
af høj kvalitet, er det nødvendigt også at pleje og støtte
forfatternes udgivelses- og distributionsmuligheder, dvs. forlag og
boghandel.
Liberaliseringen har bidraget til en øget koncentration af både
opmærksomhed og salg på bestsellere, ligesom den har bevirket at
bestsellerne er blevet mærkbart billigere for forbrugerne. Det er
naturligvis glædeligt, at flere mennesker nu har mulighed for at
købe og eje bestsellere, men prisen kan vise sig at være ganske
høj. For der har aldrig været guld i den danske bogbranche -
faktisk er det lidt et mirakel, at den overhovedet har kunnet
overleve på egen hånd så længe. Bogbranchen er nemlig enestående på
den måde, at den som den eneste branche er begrænset til et
sprogområde. Mens (næsten) alle andre varer potentielt kan
markedsføres på det globale marked, kan danske bøger altså kun
sælges til danske forbrugere. Nu da overskuddet fra bestsellerne er
minimeret, er der ikke frie midler til at kanalisere over i mere
risikable udgivelser. Det gælder både forlagene, der simpelthen
tjener mindre på bestsellere, og boghandlerne, der har tabt en stor
del af dette nemme salg til supermarkederne. Og sidstnævnte
bidrager jo ikke til sikring af en bred litterær kultur, da de ikke
fører andet end bestsellere i sortimentet.
Af Lisbeth Worsøe-Schmidt