04-11-2010Den 26. november forsvarer Bo Skøtt sin ph.d.-afhandlingen om sociokulturelle identitetsprocesser.
Det Informationsvidenskabelige Akademi indbyder til
ph.d.-forsvar
By Any Beat Necessary
- et kulturanalytisk studie af 1000fryd
Af Bo Skøtt
Tid: Fredag den 26. november 2010, kl. 13.00
Sted: Det Informationsvidenskabelige Akademi
Fredrik Bajers Vej 7K, 9220 Aalborg Øst Lokale 107/108
Reception: Sammesteds i forlængelse af forsvaret
Resumé:
I denne afhandling undersøger jeg sociokulturelle
identitetsprocesser. Indledningsvist har jeg studeret, hvordan
forskellige kulturpolitiske strategier siden 1961 har bestræbt sig
på at inkludere folkelige fællesskaber i et nationalt kulturbegreb.
Det viser sig at finde sted gennem forskellige reartikuleringer af
folkelige fællesskaber som henholdsvis sub-, socio- og modkultur
alt afhængig af tidsmæssig epoke og kulturpolitisk perspektiv.
Denne erkendelse leder mig videre til at studere, hvordan et givent
fællesskab (1000fryd) håndterer disse identitetsskift i praksis.
Selve undersøgelsen er gennemført som et kulturstudie.
Kulturstudier er et tværvidenskabeligt felt, og valget af det som
udgangspunkt for nærværende afhandling medfører derfor en række
teoretiske og metodologiske implikationer. Teoretisk set afviger
afhandlingen derfor fra traditionelle biblioteks- og
informationsvidenskabelige studiers mere naturvidenskabelige
fundering, hvilket blandt andet giver sig udslag i fokus på
formationer, livsprocesser, livsverden, menneskers bevidste og
ubevidste praksisser, etc. Afhandlingen har således ikke et samlet
teoretisk udgangspunkt, men lader aktivisternes narrative
tematikker styre valget af de teoretiske perspektiver, der bliver
anvendt for at rekonstruere et analytisk billede af 1000fryd.
Metodologisk betyder det, at jeg har bygget afhandlingen op omkring
etnometodologiske aktiviteter; feltobservationer og aktiv
deltagelse på 1000fryd og gennemførelse af 8 narrative interviews.
Den biblioteks- og informationsvidenskabelige kobling til mit
genstandsfelt finder sted som en interesse for de vidensformer, der
er aktive i aktivisternes håndtering af ovennævnte identitetsskift.
Gennem analyser af aktivisters måder at myndiggøre sig
selv/hinanden på, deres forskellige interne og eksterne inklusions-
og eksklusionsprocesser og deres pendulering mellem involvering og
distance, studerer jeg hvilke vidensformer, der er aktive på
1000fryd. Ved at analysere aktivisternes forhandlinger af mening i
(semi-)offentlige kontekster og deres håndtering af senmoderne
erfaringer og oplevelser resonerer jeg mig frem til, at
aktivisternes vidensorganisation primært kommer i stand gennem
anvendelse af symboler, diskurs, polariseringer og narrationer.
Studiet giver mig dertil indblik i, hvilke tematikker der aktuelt
optager aktivisterne, og hvordan de forvalter denne optagethed i
fællesskab. Afhandlingen bidrager til forskningen i biblioteks- og
informationsvidenskab med ny viden om, hvad der motiverer mennesker
til at indgå i fællesskaber, hvad forskellige former for
kategorisering har af mulige konsekvenser for medlemmerne af
sådanne fællesskaber, og at medlemmer ikke udelukkende efterlever
kategoriseringers stigmatiserende navngivning, men har mulighed for
at yde modstand. Medlemmer af sociokulturelle fællesskaber er
aktører, hvorfor konstruktion af identitet finder sted i et
spændingsfelt mellem interne forhandlinger og eksterne strukturer.
Denne dualisme genfindes i folkebibliotekernes forpligtende roller
som henholdsvis offentlig kultur(formidlings)institution og
selviscenesat, civil arena. Disse to roller er ikke altid
kompatible. Sidst, men ikke mindst fremstår afhandlingen som et
eksempel på, hvordan kulturstudier, som tværvidenskabelig praksis,
kan implementeres i en biblioteks- og informationsvidenskabelig
kontekst.
Ph.d.-forsvaret foregår på dansk og er offentligt.
Vejledere:
Hovedvejleder: Lektor, Hans Elbeshausen, Det
Informationsvidenskabelige Akademi
Bedømmelsesudvalg:
- Lektor, ph.d., Trine Schreiber (formand), Det
Informationsvidenskabelige Akademi
- Lektor, Detlef Siegfried, Københavns Universitet.
- Professor Ragnar Audunson Høgskolen i Oslo
Afhandlingen
kan hentes som pdf-fileller rekvireres som trykt udgave via
mail til forskningsadm@iva.dk
Forfatteren kan kontaktes på e-mail: bsk@iva.dk