26-04-2010Informationskompetence blev udråbt som det 21. århundredes – det digitale samfunds – nøglekompetence. Men nu sætter et nyt debatoplæg fra DPU, Aarhus Universitet, og Danmarks Biblioteksskole spørgsmålstegn ved, om gymnasiet gør nok for, at gymnasieelever opnår de nødvendige digitale kompetencer.
På Google finder man altid et eller andet, man kan bruge. Sådan er
vi - og ikke mindst gymnasieelever - vant til at tænke og handle.
Men et nyt debatoplæg påpeger, at kravene til gymnasieelevers
digitale informationskompetencer bør række længere end
Google.
Det handler om søgestrategier og om at kunne vurdere og selektere
information kritisk. Og det bør være gymnasiets opgave at sikre, at
eleverne lærer de nødvendige digitale kompetencer.
"Der må stilles helt andre krav til gymnasieelevers kompetencer,
når det gælder digital informationssøgning, ellers ender for mange
af dem som digitale analfabeter. Godt nok har eleverne en computer,
men hvis de ikke kan bruge den kompetent i faglige sammenhænge, så
har vi et problem," lyder det fra prodekan for formidling Claus
Holm, DPU, Aarhus Universitet, der har været projektansvarlig
for debatoplægget.
Computeren skal indrages aktivt i
undervisningen
Internationale undersøgelser peger på, at det er nødvendigt at
eleverne opnår informationskompetencer så hurtigt som muligt - i
grundskolen eller gymnasiet - for at kunne klare sig godt som
studerende på videregående uddannelser. Men det sker ikke,
fortæller lektor Trine Schreiber fra Danmarks Biblioteksskole. Hun
understreger, at uddannelsesinstitutionerne ikke har taget
ordentlig fat på opgaven, blandt andet fordi samarbejdet mellem
bibliotekarer og lærere ikke fungerer godt nok.
Claus Holm, DPU Aarhus Universitet uddyber kritikken:
"Vi ved, at der er investeret meget i it-isenkram. Samtidig må vi
konstatere, at det ikke i sig selv gør eleverne tilstrækkeligt
informationskompetente. Det er på tide at gøre op med en naiv
tilgang til it. Det er uklogt at tro, at bare en computer er til
stede, så sker der også en kompetent brug af den. I dag får alt for
mange elever lov til at praktisere en doven brug af it. Og frem for
at gymnasielærere for eksempel bruger deres tid på at kontrollere
om elever bruger computeren til at snyde med, så har vi brug for en
mere kvalificeret og aktiv inddragelse af computeren som et redskab
til at udvikle informationskompetencer i gymnasiet."
Behov for en pædagogisk målsætning
Debatoplægget taler sit tydelige sprog om folkeskole-,
gymnasieelevers og studerende på de videregående uddannelsers
mangel på informationskompetencer. Hvad enten man ser mod
England, Tyskland eller Danmark, så er meldingen, at en hel
generation af gymnasieelever får utilstrækkelige kompetencer i
forhold til at vurdere informationssøgningers kvalitet. Men
hvorfor?
Projektgruppens studie af gymnasielovgivningen viser, at
problemerne blandt andet hænger sammen med manglen på en samlet,
tydeligere og bindende officiel målsætning for
informationskompetence i den danske gymnasieskole. Konsekvensen er
en uhomogen indsats på det enkelte gymnasium - og på tværs af
de danske gymnasier.
Lektor Trine Schreiber fra Danmarks Biblioteksskole
forklarer:
"Det bliver alt for meget op til bibliotekaren eller den enkelte
lærer at finde ud af, hvordan han eller hun vil tackle elevernes
mere eller mindre tilfredsstillende brug af computere til
informationssøgning. Nogle lærere bandlyser brugen af computere i
undervisningen, andre forsøger at integrere dem. Men der er ikke en
fælles pædagogisk målsætning, og heller ikke en systematisk
inddragelse af bibliotekarer. Det er alt sammen med til at skabe
det problem, vi står med i dag."
Debatoplægget 'Informationskompetence i gymnasiet' er udformet i et
samarbejde mellem DPU, Aarhus Universitet og Danmarks
Biblioteksskole.
Debatoplægget kan bestilles ved at sende en mail til
ibje@dpu.dk
Oplægget og andet materiale kan donwloades på
www.dpu.dk/info .
Yderligere oplysninger ved henvendelse til
Prodekan for formidling
Claus Holm , DPU,
Aarhus Universitet, E:
clho@dpu.dk eller
T.: 2688 5600.
Lektor Trine Schreiber, Danmarks Biblioteksskole, E:
ts@iva.dk eller T:
3258 6066.