14-01-2010Danmarks Biblioteksskole indgik mellem jul og nytår en samarbejdsaftale med det kinesiske Wuhan Universitet. Aftalen skal blandt andet føre til forskningssamarbejde og udveksling af studerende og undervisere.
Mellem jul og nytår indgik Danmarks Biblioteksskole en
samarbejdsaftale med kinesiske School of Information Management,
Wuhan Universitet, der ligesom
Danmarks Biblioteksskole er med i
iSchool-samarbejdet.
De nærmere detaljer vedrørende det kommende samarbejde mellem Wuhan
Universitet og Danmarks Biblioteksskole fastlægges på et senere
tidspunkt, men det er en klar forventning, at aftalen skal
resultere i forskningssamarbejde og udvekslinger af studerende og
forskere.
Det forventes desuden, at aftalen er med til at positionere
Danmarks Biblioteksskole som en væsentlig aktør blandt de
europæiske iSchools.
Professor Pia Borlund fra Danmarks Biblioteksskole siger om
samarbejdsaftalen:
- Set fra DBs synsvinkel er Wuhan Universitet interessant, fordi
det et universitet med et højt fagligt niveau. I lighed med DB er
universitetet internationalt orienteret, og man ønsker også at
styrke de internationale forbindelser. Og så er universitet
interessant på grund af iSchool-fællesskabet, som af gode grunde er
domineret af nordamerikanske universiteter. Her vil
samarbejdsaftalen tjene til at minde Wuhan om DB. Som land er
Kina inde i en rivende udvikling, og man har forståelse for, at
viden og "know how" er vigtige ressourcer. Derfor har universitetet
interesse i studenter-/forskerudveksling, vidensudveksling og
indgåelse af forskningssamarbejder, hvilket falder helt i tråd med
DBs øgede fokus på internationalisering, fortæller Pia
Borlund.
- DB er internationalt kendt, og det skal udnyttes og plejes.
Kendskabet til DB skal yderligere udbredes via en skarpere
international profil og internationaliseringstiltag, blandt andet
indgåelsen af denne aftale. Desuden betyder indgåelsen af
aftalen, at vi har taget første skridt i retning af at gøre
iSchool-medlemskabet mere konkret med reel betydning for DBs
studerende og VIP'ere i forhold til, hvad de kan få ud af
medlemskabet af iSchool, siger Pia Borlund.
Wuhan Universitet
Wuhan Universitet er et anerkendt kinesisk universitet,
som blev grundlagt i 1893. I 2000 blev det oprindelige
universitet lagt sammen med Wuhan University of Hydraulic and
Electrical Engineering, Wuhan Technical University of Surveying and
Mapping og Hubei Medical University.
Wuhan har 8,3 mio. indbyggere og er hovedstaden i provinsen Hubei i
det centrale Kina. Byen gennemløbes af Yangtze-floden, og den er en
af Kinas vigtigste industribyer, bl.a. bygget op omkring et stort
jern- og stålværk. Byen anerkendes på grund af sine mere end
20 højere læreanstalter, heriblandt Wuhan Universitet og
Centralkinas Tekniske Universitet, som et intellektuelt
kraftcenter.
Wuhan Universitet rummer fagdiscipliner som filosofi, økonomi,
jura, uddannelse, litteratur, historie, naturvidenskab, ingeniør,
landbrug, medicin og management. Universitet har ca. 45.000
studerende, hvoraf ca. 12.000 er postgraduates. Der er ansat
ca. 5.000 undervisere, hvoraf ca. 3.000 er professorer og lektorer
- ca. 570 af dem vejleder ph.d.-studerende. DBs relation til
Wuhan Universitet er via iSchool-fællesskabet, hvor Wuhan i lighed
med DB også er blevet caucus-medlem i 2010. Helt konkret er
relationen mellem Wuhan Universitet og DB via deres Library and
Information Science-program ved deres School of Information
Management.
Af Pia Borlund, Stine Møller og Claus Rosenkrantz Hansen